Der er sgu noget særligt over solopgange. Altså de flotte af slagsen …
Ikke at solnedgange fejler noget. De kan mange gange være flottere end solopgangen. Men der er alligevel noget specielt over en smuk solopgang. Måske er det fordi, netop solopgangen varsler begyndelsen på noget nyt. En ny dag. Nye muligheder. Nye oplevelser. Solnedgangen derimod – uanset hvor flot den har klædt sig – har mere rollen som et punktum – altså afslutningen på noget. (Jeg er klar over, at Grev Dracula, Nicklas Bendtner, René Dif og enkelte andre vil anfægte dette synspunkt, men det må de om …).
En flot solopgang er i min begrebsverden det samme som en flot start. Og er det ikke det, vi alle ønsker? At komme flot fra start. At resten så er op til os selv – altså at sørge for at resten af dagen bliver lige så flot og betagende som starten – kan for nogle opleves som en tung byrde. Hårdt arbejde … Men det fjerner ikke skønheden fra den smukke solopgang.
Solopgange fungerer nu bedst, når det er vand, der udgør horisontlinjen – og der kunne den store landskabsarkitekt godt ha’ været lidt mere opmærksom, da han placerede Sverige så tæt på Danmark. Når jeg sætter mig ned til Øresunds skvulpende strandkant for at nyde en flot solopgang, så kunne jeg godt undvære synet af Barsebäcks to skorstene i den glødende solskive, netop som den stikker hårtotterne op over horisontlinjen. (Godt ord igen, Bjørn Borg, Ingemar Stenmark og alle andre gode svenskere).
Men der skal heldigvis mere end 450.000 kvadratkilometer Sverige og små 10 millioner svenskere til at spolere min glæde over en smuk solopgang.
Og måske er den der igen i morgen …!
Det er sgu da lige til at blive glad i låget af!
