Jeg kan vist lige så godt indrømme det … Jeg elsker at se TV-udsendelser om vilde dyr. Løver, tigre, elefanter, næsehorn, isbjørne og alle de andre fra David Attenboroughs nærmeste omgangskreds. Ikke kedelige dyr som regnorme, vandrende pinde, edderkopper eller gærdesmutten. Nej, det skal være de pelsede og tuttenuttede krammedyr. Dem der per natur er dødsensfarlige for os mennesker – men alligevel mest af alt inviterer til ordentlige bamsekrammere.
Men jeg gider altså kun, hvis det handler om ungerne. De er bare så søde og kære, at jeg hvert år seriøst overvejer, hvad jeg skal placere øverst på min ønskeliste til julemanden – en lille isbjørneunge eller sådan en lille tigermis, som man næsten kan ha’ i sin håndflade. Eller en tre uger gammel chimpanse-unge … (Det får mig til at tænke på, at selv Michael Jackson faktisk var meget nuttet at kigge på i sine barndomsår, inden han fik hudfarvepaletten galt i halsen. Ja, selv mine egne unger var egentlig rigtig søde og kære som små, når jeg nu tænker ordentligt efter …).
Nå, men tilbage til dyreverdenen. For nogle dage siden sad jeg og så en TV-udsendelse om nogle gråbjørneunger i Rusland og fik naturligvis straks lyst til at indhegne baghaven forsvarligt, så jeg kunne ha’ et par magen til spankulerende rundt derude. Og da jeg for en del år siden besøgte den lille verdenskendte isbjørneunge, Knut, i Berlin Zoo, begyndte jeg også straks at tænke på pladsforholdene på bilens bagsæde – for han skulle da definitivt med hjem til Lyngby.
Nå, men uanset om de kun er på TV-skærmen eller fysisk inden for rækkevidde, så bliver jeg varm om hjertet ved synet af små pelsede dyreunger (Og her må jeg igen korrigere mig selv. Pels er ikke et must. Mit seneste besøg i Zoo fik faktisk flyttet den lille næsehornsunge helt op øverst på ønskelisten). Så hvis genmanipulation med dyr skal være etisk forsvarligt, og hvis de nogensinde vil ha’ min støtte til den slags forskning, så kan de jo starte med at fremstille et lille næsehorn eller en lille tiger eller isbjørn, som ikke vokser yderligere efter den 4. uge. Så kan det godt være, at hundelufterne i parken hurtigt kommer i undertal.
Jeg kan sgu ikke gøre for det – jeg bli’r bare så glad i låget af dyreunger.
