Flyttemand Olsen er for mig en af de sande superhelte fra 70’erne. Han havde godt nok ikke noget sejt kostume eller en cool maske som alle de andre superhelte i tegneserierne og på film. Men det behøvede han heller ikke, for han var en af hverdagens helte – og hverdagens helte var af en helt anden støbning end de fiktive, som kun kunne ordne problemerne via overnaturlige kræfter gemt bag masker og kapper. Og havde de ikke overnaturlige kræfter, så svingede de sig fra lian til lian i tigerstribede underhylere i junglen og fik en flok elefanter til at trampe skurkene flade, når de var rigtigt på skideren.
Men sådan var flyttemand Olsen ikke. Olsen var en ”folkets mand”. Han fandt styrke blandt sine egne, og han gik altid forrest, når problemerne skulle løses ved rådslagning omkring stambordet på Rottehullet. Det var dengang, der skulle bajere på bordet, når vigtige beslutninger skulle tages eller store planer lægges. Og når det så allermørkest ud og problemerne havde hobet sig op til et næsten uoverskueligt omfang, så havde Olsen alligevel altid en løsning ved hånden: Der skulle brændevin til. Og således løstes det ene problem efter det andet ved Olsens resolutte indgriben, og livet i huset på Christianshavn kunne fortsætte lystigt og uden de store ridser i lakken for beboerne.
Olsen var ikke den store diplomat, men han vidste nok, hvor David havde købt øllet, og med sit naturlige ledertalent fik han altid mobiliseret alle kræfter. Meyer sku’ godt nok oftest ha’ læst teksten et par gange inden han makkede ret, men også det var Olsen mand for at klare. Han var rigtig skrap til at uddelegere arbejdet og sørge for, at kvinderne hentede bajere – og så var han ikke sen til at tage æren for veludført arbejde.
Jo, Olsen var en handlekraftig mand med ordet i sin magt.
Jeg kan stadig blive glad i låget over flyttemand Olsen.
