Ejendomsmæglere skyld i de mange stenkast fra motorvejsbroer på Fyn.
I går aftes kl. 21.37 fik Fyns Politi en anmeldelse fra en bilist om nye stenkast fra en motorvejsbro mellem afkørsel 53 Odense V og afkørsel 54 Vissenbjerg. Politiet rykkede hurtigt ud og afspærrede motorvejen i begge retninger, mens man foretog undersøgelser og forsøgte at sikre eventuelle spor fra gerningsmændene.
Klokken 23.45 fik politiet et nyt opkald fra en lettere brødebetynget ejendomsmægler fra ejendomsmæglerkæden, HOME i Odense Nord. Det var en samtale, som hurtigt skulle vise sig at kaste nyt lys over de mange sager med stenkast fra de fynske motorvejsbroer over de seneste år.
Af hensyn til politiets efterforskningsarbejde ønsker man ikke at oplyse ejendomsmæglerens navn på nuværende tidspunkt, ligesom man fra politiets side også er meget tilbageholdende med at videregive konkrete oplysninger, som kan få implicerede personer til at gå under jorden, inden lovens lange arm får fat i deres kraver.
F-News har dog gravet i sagen og kan i dag løfte sløret for nogle af de kort, som politiet foreløbig holder tæt ind til kroppen.
Meget tyder på, at det er ejendomsmæglere, som står bag de mange stenkast, som i længere tid har hængt som en mørk sky over de fynske motorveje.
Præsenteret for disse mistanker udtaler talsmanden for de fynske ejendomsmæglere, Egon Clausen ”Jeg kan garantere, at alle vores medlemmer er ordentlige retskafne mennesker, som aldrig kunne drømme om at komme på kant med loven eller udsætte andre mennesker for fare. Men når det er sagt, så kan jeg ikke helt afvise, at en uheldig kombination af vores nye etiske regelsæt og vores pligtopfyldende og grundige medarbejdere kan have spillet en utilsigtet, men samtidig ulykkelig rolle i denne situation”.
”Vi ejendomsmæglere har ofte fået på puklen for en alt for lemfældig omgang med udtrykket ”et stenkast”. Når vi i vores boligannoncer beskriver afstanden til skov og grønne områder eller til stranden eller til nærmeste skole eller indkøbsmuligheder som et stenkast borte – ja, så er det da et eufemistisk begreb. Men det har altid været en del af terminologien i vores branche, og jeg ved også, at mange af vores medlemmer har en stærk veneration for begrebet. Men et stigende antal klager fra vores kunder over netop denne måleenhed har så sent som her i foråret fået os til at indføre et helt nyt etisk regelsæt for alle vores afdelinger. Og i dette regelsæt fremgår det også helt tydeligt, at udtrykket ”et stenkast” ikke længere må anvendes – med mindre at man rent faktisk har været ude og gennemføre dette stenkast på matriklen. For er der tale om et regulært stenkast, så er det ikke længere et elastik-begreb, og så ser jeg ingen problemer i, at vi beholder udtrykket i vores terminologi”.
”I dag er de fleste boligkøbere interesseret i at vide, om boligen ligger tæt på motorvejsnettet, for det er de færreste, som ønsker at bo med larmen fra motorvejene i deres baghave. Og også denne afstand kan i nogle tilfælde være beskrevet som et stenkast. Og de nye regler kræver altså, at dette bliver efterprøvet”.
”Jeg har kendskab til flere kollegaer, som har været ude for at lave disse kontrolopmålinger – men på grund af den oppiskede folkestemning har jeg ikke lyst til at oplyse nogen navne. De må selv melde sig, hvis de mener, at deres feltarbejde i kundernes tjeneste kan have forårsaget nogle af de tidligere ulykker på motorvejene på Fyn”.
”Let’s face it – ikke alle kaster lige godt. Og her tænker jeg ikke på, hvor langt de kan kaste, men også hvor præcist. Og det er jo ikke en bevidst kriminel eller ondsindet handling, hvis en kontrolmåling af et stenkast tager en uheldig drejning. Det synes jeg lige vi skal ha’ med i tankerne, inden en lynchstemning begynder at brede sig”.
”I lyset af de seneste hændelser vil jeg dog straks forsøge at komme i dialog med politiet for at se, om ikke vi kan nå frem til en acceptabel løsning, som alle parter kan leve med. Jeg kan sagtens leve med, at afstande til nærmeste motorvej ikke længere må beskrives med måleenheden ”et stenkast”. Jeg forestiller mig, at ”et frisbeekast” kunne være et alternativ, som ikke sætter sikkerheden på landets motorveje over styr. Men vi må høre, hvad politiet mener …”.
”For selvfølgelig må vi ha’ en løsning på dette”, slutter Egon Clausen.